Po og Jesus synes at dele mere end man først antager.
I filmen "Kung Fu Panda" gennemgår Po en dyb personlig rejse for at finde sin sande identitet og potentielle styrke.
I begyndelsen er han uvidende om sit indre potentiale, hvilket afspejler en universel længsel efter mere og en tro på, og håb om, at der er større formål at opdage og mere at komme efter.
Po's følelse af at være afkoblet fra sig selv og ikke føle sig "hjemme" spejler menneskehedens dilemma.
Vi er nødt til at tale lidt om synd og længsel efter indre fred.
HVOR KOMMER JESUS IND I DETTE?
Jesus' lære om synd er baseret på noget andet end det begreb, vi kender fra Bibelen som “synd”.
Synd kommer af det aramæiske ord "Khteetha". Aramæisk var det sprog, Jesus talte.
Khteetha oversat korrekt betyder AT RAMME FORBI MÅLET, AT FEJLE.
Hvis man ikke kan ramme målet, fx på en skydeskive, hvad skal man så gøre?
Gå tættere på. Indtil man kan ramme. Hvad bliver man, når man går tættere på? NÆRVÆRENDE.
Dét var Jesus’ budskab - at vi skal være nærværende.
Vores største synd er altså at være FRAVÆRENDE. Fraværende fra os selv og fraværende i vores liv.
Vi er desværre fraværende en stor del af vores liv. 47% af tiden er vi alle andre steder end der, hvor vi rent faktisk befinder os, har forskere fra Harvard påvist.
Vi har 60.000-70.000 tanker hver eneste dag. De fører os på et nanosekund væk fra nuet, så vi bliver fraværende.
HVIS DER IKKE FINDES SYND SOM I BIBELEN, HVAD SÅ MED HELVEDE?
Det er værd at bemærke, at der heller ikke findes noget Helvede i den betydning, vi kender fra selvsamme bog:
"Gehenna" som i en tidlig version af Bibelen er blevet oversat til Helvede, er i virkeligheden en dal udenfor Jerusalem, hvor de spedalske holdt til.
Betegnelsen er en metafor for den menneskelige tilstand, at være ved siden af sig selv, at være nede i dalen, at være udstødt.
Sammenhængen med begrebet synd er indlysende: Når man ikke er nærværende, er man ikke sig selv og kan derfor ikke lykkes i livet. Dét er vores Helvede.
For mere om dette, læs “Lyset i et menneskes hjerte” af Lars Muhl.
Lars Muhl har studeret det aramæiske sprog siden 1980’erne og er anerkendt på verdensplan for dette.
TILBAGE TIL PO OG DEN INDRE FRED
Pos rejse mod nærvær og indre fred markeres af stress og udfordringer. Dette afspejler det moderne samfunds udfordringer, hvor stress i Danmark alene koster arbejdspladserne 16,4 milliarder på årsbasis.
Jesus betonede vigtigheden af at finde indre fred. For dem af os, der har set Kung Fu Panda, kan ordene indre fred godt bringe et smil frem på læben.
Jesus opmuntrede, ligesom Po forsøger at efterleve det, til bøn og meditativ stilhed som måder at styrke vores sind og finde ro midt i livets udfordringer.
I dag kan vi integrere lignende praksisser, såsom mindfulness og meditation, i vores liv for at skabe en balance som både krop og top kan være i på den lange bane.
Jeg har studeret hos Lars Muhl igennem tre år nu. Fordi jeg er nysgerrig. Jesus havde fat i det rigtige. Det er efterfølgende, det er gået galt. Jeg vil gerne være med til at forsøge at finde vejen tilbage.
Vores nervesystemer har ikke ændret sig siden vi boede ude på savannen: Hvis tilgangen med indre fred var nødvendig for 2000 år siden, hvad er den så ikke nu, med det samfund og den verden, vi lever i?
Vi er slet ikke kodet til at leve som vi gør. Vi er nødt til at have fat i essensen af os selv. Igen. Po skulle også finde hjem til sig selv. Han kunne ikke rigtig mærke sig selv og sin egen styrke. Det hjalp da det gik op for ham, at han var "en lille smule adopteret".
Vi andre er også en lille smule adopterede. Adopterede af et samfund, vi ikke er designet til at leve i. Vi har som verdenssamfund på mange måder ramt forbi målet, fejlet. Og ligesom Po, der igen og igen må rejse sig og fortsætte kampen, er vi også nødt til at rejse os og fortsætte, og tro på, at vi kommer i mål.
Den indre fred er vist den bedste vej igennem det her på individplan. Og miraklernes tid er ikke forbi; Hvis Po kan, så kan vi også.
MINDFULNESS er et godt sted at starte.
Træk vejret ind på 4.
Pust ud på 4.
Sværere er det ikke at komme i gang. Gør det lige nu, mens du læser dette.
4-4.
Skrevet d. 29. oktober 2023
----- ----- -----